Slægten

Gustav Wieds fremragende, underholdende og læt læste roman ”Slægten” fra 1898 skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed. ”Slægten” rummer først og fremmest en total latterliggørelse af overklassen omkring år 1900 - den bidende og grumme satire gennemsyrer alt - berettiget eller uberettiget, er Wied en mester i det ’nænsomt ondskabsfulde’ iblandet stor humor. Hovedpersonen i ”Slægten” er den kvabsede baron, Helmuth, som efter sin fars død har overtaget en stærkt amputeret ejendom. Fremprovokeret af hasardspil og dumhed har familien gradvist formøblet deres formue. Ja, man har ligefrem rykket bygninger ned og solgt rub og stub (tømmer og sten) for at klare terminen. Fortællingen tager fart, da Helmuth ved et lykketræf skal giftes med Alvilda Raskowitz, et vaskeægte overklasseløg fra København. Med hendes entré eskalerer den familiære deroute – en regulær tragedie, som Wied ubarmhjertigt forvandler til sjov satire, hvor enhver sætning har en munter undertone. ”Slægten” blev filmatiseret i 1978 med Jens Okking, Helle Hertz og Bodil Udsen i de bærende roller. Bogen fik en værdig efterfølger, nemlig "Fædrene Æder Druer".